Logo

Historien og katten

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Historien og katten

 

l middelalderens overtro var katten djævelens sendebud og hekse tog kattes skikkelse, når de begav sig til sabbat. Atelier de Baldung Grien »Heksesabbat«. 16. årh. Musée de l’Œuvre Notre-Dame, Strassbourg.

 

Det gamle Egypten

Selvom den tamme kats oprindelse er omstridt, synes det afgjort, at den først dukkede op som husdyr i Egypten. Den skal være blevet indført af en farao fra det 12. dynasti, Senwosret I, bedre kendt under navnet Sesostris, som skal have bragt den med fra Etiopien, hvor det lille kattedyr levede i vild tilstand. Denne forklaring forekommer tvivlsom, da Sesostris levede cirka to tusinde år før vor tidsregning, og man har fundet flere kattefigurer på egyptiske monumenter fra en langt tidligere periode. Men hvordan det nu end forholder sig, så kom katten hurtigt til at indtage en vigtig position i det gamle Egypten, som guddommeliggjorde den. Statuer af Bast, kattegudinden, prydede såvel faraonens palads som ypperstepræstens tempel og den ringe fellahs bolig; her fik katten det lydmalende navn myeo.

 

Den tamme kat var et helligt dyr, som ingen havde lov til at gøre fortræd. At dræbe den blev straffet med døden. En historisk anekdote fortæller os, hvor vidt denne respekt kunne gå: i 525 f.Kr. belejrede den persiske konge Kambyses II byen Pelusium. Da flere angreb var frugtesløse. benyttede han list og gav sine soldater ordre til at bemægtige sig alle de katte, de kunne finde. Så lod han hæren gå frem mod Pelusiums fæstningsmure, mens hver mand i forreste række holdt en kat strakt frem for sig. Grebet af panik blot ved tanken om, at de kunne såre deres hellige dyr foretrak byens forsvarere at overgive sig.

 

Østen

Det vides ikke, hvornår kattene først dukkede op i de asiatiske boliger, men man mener, at det var i Indien, de først fik indpas, uden tvivl på samme tid, som da egypterne ærede dem. Her blev de ligeledes beskyttet. Loven bestemte, at »den, som har dræbt en kat, skal trække sig tilbage dybt inde i skoven og hellige sig dyrene, indtil han er renset«.

 

I Kina lader det til, at man har givet katten indpas uden at vise den nogen speciel kærlighed, fordi den gjorde nytte i templerne som rotte- og musejæger. Det var også i denne egenskab, at den blev indført i Japan, men først på et noget senere tidspunkt, idet legenden fortæller, at den første kat, der ynglede tilhørte kejser Idi-J6; den nedkom i paladset i Kyoto i 999 e.Kr. Meget hurtigt blev forgabelsen i katten så stærk, at man ikke mere tillod, at den jagede rotter. Den blev forkælet i alle huse og æret i templerne. I det 18. århundrede måtte en kejserlig forordning, der udstedtes på grund af rotternes formering, minde om, at kattens vigtigste rolle var at udrydde skadedyrene, og at det var nødvendigt at lade den udføre sit hverv.

 

I Lilleasien blev katten ikke regnet med blandt yndlingsdyrene. Assyrerne, kaldæerne og hebræerne afviste den. Hvad araberne angår, begyndte de først at sætte pris på den dag, da de opdagede, at Muhamed-havde holdt af katte. Det påstås imidlertid, at før islam havde de en guldkat blandt deres guder, men gengivelser er undertiden vildledende (Chavin-gudekatten i Peru symboliserede sandsynligvis jaguaren), og arabernes guldkat var måske en panter.

 

Det gamle Europa

Ifølge Herodot var grækerne de første europæere, der udnyttede katte, importeret fra Egypten. De søgte næppe at gøre dem til kæledyr, men nøjedes med at tolerere deres tilstedeværelse, fordi de beskyttede kornkamrene og afgrøderne.

 

Romerne gjorde endnu mindre væsen af katten, da de ikke mente, at man kunne have noget andet selskabsdyr end hunden. Man importerede dog katte fra Egypten til Syditalien på grund af den nære beliggenhed, men uden at forsøge på at sikre deres formering.

 

Under disse omstændigheder forbavser det ikke, at Gallien i lang tid ikke kendte til katte. De dukkede langsomt op i den gallo-romanske »skønne tid« for helt at forsvinde efter nogle årtier. Ifølge kronikørerne kom de først tilbage til Frankrig - for definitivt at blive - med korsfarerne. Disse medbragte de små kattedyr på skibsbroen, mens det i lastrummene vrimlede med rotter - disse ubudne gæster, som skulle komme til at hjemsøge hele Europa. Således gik det til, at korsfarerne på samme tid indførte ondet og hjælpemidlet.

 

Middelalderen

Kattens historie bliver mere eller mindre forbundet med overtroen. Fordi den ikke lader sig tæmme så let som hunden, fordi den vil bevare sin uafhængighed og fordi dens reaktioner er uforudsigelige, bliver den »djævelens sendebud«, troldmænds og hekses ledsager. De mest usandsynlige historier om den udbredes næsten alle vegne. Der påstås, at heksen antager skikkelse af en sort kat, når hun begiver sig til sabbat, og at troldmanden gør det samme for at trænge ind i staldene og gøre tyren impotent og køerne sterile. Man er overbevist om, at en »kat, der dør i et hus, spreder ulykke der«, og at »hundens tunge er helbredende, men kattens er giftig«.

 

I Metz blev kattene, der gjordes ansvarlige for Sankt Vejtsdans-epidemien i 1344, brændt levende. Gennem over to århundreder lukkedes hvert år tretten af dem inde i et jernbur oven på et bål. I Paris brændtes katte sankthansdag under en ceremoni forestået af kongen selv.

 

Man kunne give mangfoldige eksempler på den onde skæbne, der alt for længe hvilede over katten. I dag er kollektive forfølgelser ophørt, i hvert fald officielt. Også magien lagde beslag på katten, som alt efter omstændighederne enten blev lykkebringer eller ulykkesbebuder. I Rusland og Polen begravede man en levende kat på marken for at opnå en god kornhøst. I Finland var det en stor sort kat, som trak kærren, der førte den afdødes sjæl ind i den anden verden. I Frankrig var der nogle bygmestre, der indemurede en levende kat mellem stueetagens loft og førstesalens gulv. Den levede ikke ret længe, men fortsatte ifølge overtroen efter sin død med at beskytte hele boligen.

 

Katten som fetich kom til at spille en rolle under den sidste krig. I Burma så befolkningen der var indoktrineret af en japansk femte kolonne, ondt til de allierede tropper. En engelsk officer, som inden krigen havde opholdt sig i Rangoon, kom i tanke om, at befolkningen ærede de hvide katte, og han foreslog overkommandoen, at man gav alle afdelingerne ordre til at samle og passe et så stort antal som muligt af disse dyr. The white cat blev hele hærens emblem. Dens silhouet blev afbildet på flyvemaskiner, på tanks og på transportbiler. Denne interesse for deres yndlingsdyr overbeviste befolkningen om, at soldater, der nærede en sådan hengivenhed for de hvide katte, måtte være velsignet af guderne.

 

Se "mytologien og katten, overtroen og katten.

 

Historien og katten

Brugskunst. Dette kattehoved brugt som fugleskræmsel forskrækker næppe spurv og stær - og dog?

 


 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 764 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• AlderdomKatte kan opnå en høj alder - 10-15 år er ikke unormalt. Men selvom man er gammel, er man...
• KryptococcoseDette er en meget sjælden infektionssygdom, der skyldes en mikroskopisk svamp, som...
• Halsbånd eller seleHalsbånd til katte. Dets rolle er ikke at holde dyret fanget, men at gøre det muligt at...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!